Jydehistorier 6

251. Nøj Praist???
Alle var enige om, at pastor Hansen ikke var den bedste til at holde folk vågne i kirken om søndagen, men han tvivlede ikke på sit eget værd, så et år til Påske skiftede han navn til pastor Bjørnmose.
Jens var ikke nogen flittig kirkegænger, men da Maren havde skænket han barn nr. 12, var han nødt til at ringe til præsten:
Jens: Æ’d pastor Hansen?
Præsten med patos i stemmen: Nej, det er pastor Bjørnmose.
Jens forbavset og efter en længere pause: Å Gud ske lov! Så hår vi da en’lig fåt en nøj (ny) praist. Det var #”%¤#& (slettet af censuren) heller it for tile (tidlig).

252. Derfor! ! !
Bitte Knud kunne næsten ikke vente med at vise billedet af sin storesøsters nyfødte søn til sin bedste ven Søren.
Søren: Æ han da it møj bitte?
Bitte Knud irriteret: Bette! De æ da fordi de kun hår vot gywt 4 måneder.

252. Endelig ro.
Mange fandt Christen og Alvildas forhold underholdende – men noget støjende.
Knud og Jens mødtes i brugsen.
Knud: Nå så fæk Christen da endelig fred.
Jens forbavset: Æ Christen dø?
Knud: Nej, De æ Alvilda.

253, Børnelogik.
Læreren: Peter, hvor gammel er din far?
Peter: 6 or!
Læreren forbavset: Det kan da ikke passe?
Peter: Jow da, han bløw jo føst får (far), da a bløw fød.

254. Som man spørger, får man svar.
Læreren: Niels, hvordan staver du gjort?
Niels: G – J – O – R – D – T.
Læreren: Nej! Sådan staver man det ikke.
Niels: De æ mulig, men do spur ætter, huen (hvordan) a stawed’et.

255. Tænk dig dog om.
Til stor irritation for lærerinden var Bitte Søren meget talende i timerne.
En dag blev det læreren for meget.
Læreren irriteret: Hvad synes du, man skal kalde en person, der bliver ved med at snakke, selvom andre slet ikke er interesserede.
Bitte Søren: En lærer?

256. Hvor dum kan man være?
Da tvillingerne, Christen og Harald, i 5 klasse havde afleveret stilen ”Min hund”, undrede læreren sig over, at stilene fra ord til andet ens.
Læreren til Harald: Har du skrevet af efter din Christen?
Harald: Nej da!
Læreren tvivlende: Jamen stilene er jo fuldstændig ens?
Harald: Ja, men de æ jo osse den sam hund.

257. Hår han wot syg?
I sidste religionstime før Påske spurgte lærer Hansen om nogle kunne fortælle ham, hvornår Jesus døde. Tavshed!
Hansen: Så må I gå hjem og spørge jeres far, så I ved det efter Påske.
Efter Påske spurgte lærer Hansen Bitte-Søren: Hvad sagde din far?
Bitte-Søren: Ingenting.
Lærer Hansen: Ingenting ? ? ?
Bitte-Søren: Nej, han vist ingen gång, han haj wot syg.

258. Ka’ de’ hjælp?
Hvas-Kathrine, der var kendt for sin skarpe tunge, havde fået fjernet en stor fedtknude i panden. Dagen efter mødte hun op hos købmanden med hovedet bundet ind.
Købmanden: Har æ’ed skid (sket) med dæ?
Kathrine: A æ bløwen operired (opereret) i howeded.
Købmanden: Trower di, de’ hjælper?

259. Pral!
Alle var enige om, at 80-årige Anthon holdt sig godt, men det irriterede folk, at han altid pralede med det. Især købmanden lod sig provokere.
En dag stod Anthon bedrevidende i butikken og udbredte sig om regeringens politik: Nej! Wi, der æ fød før krigen, ka godt hov (huske)
Købmanden afbrød: Å har (hvad)  æ’ed så lig for en krig wi snakker om?

260. Ros?
Hans var ikke den skarpeste kniv i skuffen, så folk i sognet var meget spændte på, hvordan han ville klare soldatertiden.
Da han på sin første orlov nødte op hos Kræmmer-Jørgen, spurgte købman-den nysgerrigt: Huen (hvordan) gor’ed mæ å vær soldat?
Hans: De’ gor fint. A for ros hver daw.
Købmanden forbavset: For’u ( får du) ros hver daw? Har sejer de?
Hans: De sejer såmænd, at de aldrig hår sit nåed lignende.

261. “Det turde være løgn”.
Nielsines yngste skulle have en lille med smedens Morten
Alma Mødte hende i Brugsen.
Alma: Ska’ Else å Morten ha en bitte?
Alma: Ja, om a forstor’ed (forstår det).
De sejer, at de jennest (eneste), di hår gjov, æ å diel (dele) ed støk chokolade i smejens purt (port), da de var i biografen.

262. Endelig lidt spænding.
Jens var var træt af, at han hver gang, han besøgte svigersønnen, var tvangsindlagt til at se kvindefodbold i fjernsynet.
Han livede dog op den dag en tysk spiller spændte ben for den danske anfører, så hun endte på maven med næsen i græsset.
Jens begejstret: Ja, de æ godt! Nir mæ hin!

263. Generthed.
Ved damefrokosten klagede Klara over, at hendes datter havde så let ved at blive genert og rødme.
Tyk-Ane forstående: Å a kenner’ed. A hår’ed lisedan, hvis a kommer te å si mæ i spejlet, når a vasker mæ om muenen – morgenen.

264. Som de kan spørge.
Christen i første klasse var en hidsigprop, der ofte kom op at toppes med sine kammerater. En dag endte det i et kæmpe slagsmål, så Christen blev sendt op til inspektøren.
Inspektøren: Det er for galt ChristenNu bliver jeg nødt til at ringe
til din mor. Hvad tror du, hun vil sige?
Christen: Hallo, De æ Jensine.
Inspektøren: Hmmm, Ja, og bagefter?
Christen: Hur Søren sku a ved – vide – de fra!

265. Endelig enige.
Johannes og Chresten var altid uenige. Derfor blev Johannes noget overrasket, da de en aften på kroen var enige om, at den nye borgmester var en klaphat.
Johannes overrasket: Så æ’u jo elyvel it så dum som do sir u te!
Chresten med fast stemme: NEJ – å de æ jo så forskellen po wos tow.


 

 

 

Comments are closed.