101. Guds almagt.
Der var eksamen i skolen. Man talte om Guds almagt. Pastoren spørger møllerens Christen, der var velorienteret om sognets vindforhold: Kunne Gud flytte jeres mølle fra den store bakke over på den lille?
Christen undrende: Ja, ka å ka, men han æ da it towli.
102. Menighedsrådsmøde.
Som pensionist havde Hans Peter, der var tidligere landmand, svært ved at få tiden til at gå. Han trak rundt med sin cykel og snakkede med folk. En dag satte han den op ad præstens havelåge.
Præsten åbmede kontorvinduet og råbte: Der skal du ikke sætte cykelen. Menighedsråds-medlemmerne kommer om lidt.
Hans Peter: Åh! Der skir nok it nåed. A hår lost den.
103. En barsk smedesøn.
Præsten fandt smedens lille, rødhårede søn, Morten, grædende på købmandens trappe.
Præsten: Jamen lille Morten, hvorfor græder du?
Morten: Vi hår fåt fem katkillinger, å nu væl far dron dem.
Præsten: Det var da også forfærdeligt.
Morten fortørnet: Ja it å. Han haj endda loved, at a måt gør’ed.
104. Loddesnoren.
Jens, der var selvlært murer, var blevet bestilt til at bygge nyt hønsehus til naboen, Valdemar. Da Jens havde ord for, at den loddesnor, han anvendte, var lidt skæv, Ville Valdemar lige syne resultatet.
Valdemar: Nej, hør nu Jens! Den æ jo it i lod!
Jens målt efter med loddesnoren en ekstra gang, hvorefter han bemærkede: Jow! Jow! Endda godt å wal!
105. Fartbøden.
Henning var kommet til at køre lidt for stærkt i sin nye bil. Nu stod han i retten, hvor dommeren ville forklare ham lidt om bødens størrelse.
Dommeren forklarende: De kan få en bøde mellem 50 og 2000 kr.
Henning: Tak! Så tår a den po 50 kr.
106. Pral.
Christen havde aldrig imponeret læreren, mens han gik i skole. Nogen tid efter konfirmationen fik han hyre som skibsdreng. Da han kom hjem fra sin første sørejse, mødte han lærer Pedersen ved købmanden. Christen fortalte vidt og bredt om sine oplevelser. I en pause sagde lærer Pedersen: Jeg kan høre, du kender geografien, Jens.
Christen: Ok, ja! Der lå vi i fem daw!
107. Den glade jæger.
Viggo var lige blevet gift med Mette, så hver nat lå Mette i arm i kalekammersengen. Da godsejeren søgte ny skytte, mødte Viggo op.
Godsejeren: Her møder vi kl. 8. Kommer du for sent, er det fyringsgrund, men nu kan du komme i morgen, så ser på sagerne.
Viggo mødte præcis kl. 8 næste morgen og overraskede godsejeren ved at ramme den første fasan, der rejste sig, med et skud fra venstre skulder.
Godsejeren: Det vil jeg lige se i morgen igen.
Viggo mødte op og ramte nu den første fasan med et skud fra højre skulder.
Den overraskede godsejer spurgte: Hvordan kan det være, du den ene dag skyder fra venstre skulder og den næste dag fra højre skulder.
Viggo: Det kommer an på, huen (hvordan) vi voner (vågner) om murnen (morgenen). Voner vi på høwer si, så kyder a fra venstre skulder og omvendt.
Godsejeren spøgende: Hvad så, hvis Mette ligger på ryggen?
Viggo: Så kommer a for sille.
108. En kvik Dam.
Det var ikke Marinus, præsten citerede fra prædikestolen om søndagen. Han var kendt for sit store forbrug af spiritus og et meget blomstrende sprog. En aften han kom svajende hjem, blev det for meget for Petrine. Hun leverede et ordentligt rap af kagerullen, så Marinus måtte en tur i lægehuset til den nøj dowter.
Lægen: Hvor gammel er du?
Marinus: Hwa F . . . rager de dæ!
Lægen henvendte sig til sin kone, der assisterede: Tag temperaturen!
Marinus: Hwa F. . . ska hun mæ den?
Lægen: Hvor meget?
Lægefruen: 37.
Marinus lettere imponeret: Det æ ræleme en kvik, bitte Dam, do holder dæ. En pind i r…., å så ved hun hur gammel man æ!
109. Godnat kys.
Kresten var rejsende i chokolade. En aften han kom til kroen, var der ikke flere ledige værelser.
Kresten: Ingen værelser? Ka a så it sov sammel mæ jen o de ajer (andre)?
Kromanden: Så blywer’d ve ham, der snorker.
Næste morgen spurgte kromanden, om Kresten havde sovet godt.
Kresten: Jow tak! A ga’ ham et bette kys på kinden å så: Sow så godt bitte skat. Så sad han op i sengen hile nætten.
110. Tegnebogen.
Valdemar og Hejst-Christen, der altid skulle overgå hinanden havde været til marked i Randers. Det blev så sent, at de enedes om at overnatte i et dobbeltværelse på Missionshotellet. Lige inden de sov, sagde Valdemar henkastet: A sover åltir mæ tegnebogen under puden. Gø do it de’?
Christen: Nej, a ka it li å leg så høwt!
111. Logik.
Niels var ikke den bedste regner i skolen. En dag forsøgte læreren at gøre undervisningen lidt mere konkret.
Niels. Vi siger, at her på katederet sidder der tre fluer. Jeg slår den ene ihjel. Hvor mange er der så tilbage?
Niels: Ingen! De flywer sgu da!
112. Løse tænder.
Bejste havde lige fået nye tænder, da hun fik besøg af barnebarnet, som hun altid prøvede på at lære pæne manerer.
Bejste: Do ska’ hål dæ for munden, når do gawer.
Ole: De æ it nødvendig. Min ten sedder fast.
113. Med lidt held.
Nina spurgte Magda, der havde været i biografen: Var’ed en gue film?
Magda: Nej, a måt fløt 4 gång!
Nina: Nej—! Var’ed nown, der to po dæ?
Magda: Nej! Føst te sidst.
114. Mærkeligt.
Niels blev efter en tur til Randers stoppet af politiet.
Betjenten: Er De klar over, at Deres forløgter lyser lige op i himmelen?
Niels: De ka a da it forsto. Ham, der stopped mæ lig før så, at de lyst o Helvede te.
115. Tidnød.
Hans, lederen af søndagsskolen, spurgte, hvem der ville i himmelen. Alle undtagen Stinne rakte hånden i vejret.
Hans forbavset: Væl do it i himmelen bitte Stinne?
Stinne: Jow, men mor sejer, a ska’ kom lig’ hjem.
116. Godt betalt.
Niels var kendt for sine mange penge og sin store uvilje mod fagforeninger, og så elskede han at deltage i arbejdet på gården. En dag han gik i sit gamle tøj og fejede gårdspladsen, kom en fagforeningsmand forbi og spurgte, om han nu også fik en rimelig løn for arbejdet.
Niels: Nej, de gø a nok it, men en gång imel for a lov te å sov ve kuenen.
117. Hvor dum kan man være.
Læreren spurgte ud over klassen. Hvis nu der sidder fem fluer her på bordet, og jeg slår den ene ihjel. Hvor mange er der så tilbage – Gerda!
Gerda: Jen! Å den æ dø!
118. Den klogeste.
To drenge, der var på vej hjem fra realskolen, sad i rutebilen og ventede på afgang, da Polka-Søren, der ikke blev anset for at være egnens klogeste, steg ind og satte sig på sædet over for dem.
En dreng: Nå, Søren. Hu manne sidder vi så her på sedet.
Søren: 100! Jen (en), de æ mæ. De tow noller, det æ jer.
119. Ærlighed.
Hans stod og talte med Otto.
Hans: Sejer do åltier te din kuen, når do hår gjov nåd forkiert?
Otto: Nej! De æ no åltier hin, der fortæller mæd’ed.
120. En børnehave?
Efter et lang livs slid på den lille ejendom, nød Karla livet på plejehjemmet. Der var bare det, at hendes naboer Ajs’ og Niels ikke kunne enes. Det blev lidt for meget, den dag Ajs en dag stillede sig udenfor hendes dør og råbte til Niels: Trower do, de æ en bønehaw?
Karla lindede døren og sagde: Ja, de sku en trow. I skendes (skændes) åltier, gor mæ ble, å tisser i bowsern!
Der blev ro på gangen.
121. Undskyldning?
Hans, der tjente hos Søren Vestergaard, var lidt lun på Nielsine fra på nabogården.
En dag, Hans og Søren slog hø i engen, kom Nielsine forbi oppe på vejen. Hans glemte alt for at vinke til hende. Kort tid efter befandt han sig med traktor og slåmaskine ude midt i åen.Søren kom farende og råbte: De der findes der ingen undskyldning for!
Hans: Jamen, de forlånger a heller it!
122. Mi får!
Kommune-Haralds Jørgen var en intelligent og selvbevidst dreng. På degnens opfordring mødte han lige før sommerferien til optagelsesprøve på realskolen.
En af de andre drenge begyndte at prale. Min far er racerkører. Han kører ikke under 200 km i timen i sin nye bil!
Den anden dreng: Pral! Nej. Min far flyver aldrig under 1.000 km i timen i sit privatfly.
Jørgen: Æ de nåd’! Min får arbejder ve kommunen. Han for fri hwer daw klokken
traj, men han æ åltier hjem te kaffe klokken tow.
123. Uheld!
Sognefogedens Karen havde fået ny ridehest. Lige, da hun på sin vej mod skoven mødte præsten, løftede hesten halen og knurrede.
Karen henvendte sig rødmende til præsten: Det må pastoren undskylde.
Præsten: Alt forladt lille Karen, jeg troede faktisk, det var hesten.
124. Fornøwels å fornøwels!
Anine, der var lidt ensom, havde stor fornøjelse af at gå til begravelser – især mindesamværet og kaffen bag efter. Ved Thorvalds begravelse begyndte det at regne, da følget stod ved graven.
På vej til mindesamværet på kroen, gnavede Jensine: Det æ da træls mæ de rejnwejr!
Anine: Ja, de tår lit’ o fornøwelsen!
125. Finsk bad.
Snedker-Peter og Magnus havde fået arbejde i Finland. En aften de sad i saunaen og nød varmen, var det en smuk, ung pige, der gav dem en omgang med birkeriset. Magnus kunne til sidst ikke skjule sin begejstring. Pigen gik ud og kom tilbage med en spand iskold vand, som hun kastede over ham, for at køle hans underkrop.
Da hun igen gik ud med spanden, vendte hun sig i døren og sendte ham et tindrende smil og sagde: Tak for opmærksomheden!
126. Det hurtigste.
Christen købmand stod i butikken, da en københavner kom farende ind og spurgte om, hvordan man hurtigst kom til Randers.
Christen: Gor do, cykler do eller kyer do i bil?
Københavneren forbavset: Jeg kører da i bil!
Christen: De æ osse de hurtigste.
127. Snakkesalig.
Niels sad og læste i avisen: Hår’u sit Alvilda. Der er en undersøgels, der viser, at damer snakker dowelt så møj som men.
Alvilda: De æ garentiret fordi vi må sej ålting tow gång, inden I forstor’ed.
Niels: Har mjener do?
128. Man ska it forjaw sæ.
Slummer-Jens, der tilbragte det meste af sin tid på sofaen, sad en morgen stilfærdig med sin bajer i hånden og så TV, da Maren lidt sarkastisk bemærkede: Å, har hår do så tint dæ å lav i daw?
Jens: Aldrig en skid!
Maren: Var’ed it også de, do lav’ed i gur (går)?
Jens: Jow …, men a bløw it færdig.
129. A lower!
Chren-Smej havde svært ved at holde orden og få tingene færdig til tiden.
Jens, der havde indleveret en skovl til skaftning, ventede et halvt år, inden han rykkede Chren. Jens: Hår’u forlå’n (Har du forlagt den?).
Chren: Ja . . . ., A ved godt nok it rajti hur den æ, men når a finder den, ska do blyw den føst, der for’d å ved (får det at vide).
130. Pral!
Chren-Smed lod sig aldrig dupere. En dag en proprietær Jørgensen stod i smedjen og pralede med sin gode agerjord, sagde Chren: Jow! Jow! Men do ka wal ilywel (alligevel)kun dyrk den på den jen si.
131. Jalousi!
Da Mette og Christen var på kroen for at fejre deres forlovelse, udbrød Mette: Nej, si! Der sidder Hans å drikker. De hår han gjow li’ sin’ a slaw op mæ ham.
Christen: Sån’ nåed wrøwl. Så long ti’ ka han da it’ fejer de’.
132. Dårlig lærer.
Niels havde svært ved at lærer brøkregning. Til sidst mistede læreren tålmodigheden og råbte: Da jeg var i din alder, havde jeg forlængst lært at regne med brøker.
Niels: Do haj wal osse en bejer lærer.
133. Hwem æ fåren?
Severine var kendt for sin skarpe tunge. Da hun gik på barselsvisit hos Christiane, udbrød hun efter at have kastet et blik i vuggen lidt syrligt: Ja, han ligner jo it sin får.
Christiane let krænket: Nå, gø han it! Så sku’ do lig hør, når a tår flasken fra ham.
134. En god anbefaling.
Jens war kommen så møj imel med proprietær Sørensen, at han blev kaldt ind for at få sin fyreseddel.
Sørensen: A æ kyv o, de æ kommen så lont, at a må fyr’ dæ! Å a ka da slet it gi dæ en anbefaling!
Jens: Åh, de gø såmæn ingenting. De flest wæl jo ilywel tøgs, at det æ en anbefaling i sæ sjel, at a hår kun’ hol dæ ud i tow år.
135. Hold ferie!
Det var ikke så meget arbejdet på værkstedet som pauserne, de gode historier og bajerne, Karl glædede sig til, når ham gik på arbejde om morgenen.
En mandag morgen sagde mester: A wæl gjen, do holler ferie i nejst uge Karl!
Karl: Jamen, blywer’d da it møj trawlt?
Moster: Jow, de æ derfor vi it ka ha dæ te å go i vejen!
136. Narret.
Maren og Jens var møj glå for pæng.
En morgen, mens Jens stod under bruseren, og Maren stod og tørrede sig, ringede det på døren. Maren tog et håndklædet om livet og gik ud for at lukke op. Det var naboen, spøgefuglen, Chren, der spurgte, om Jens var hjemme.
Maren: Ja, men han er i bad!
Chren bøjede sig frem mod Maren og hviskede: Hvis do lar håndkleet fal Maren, så for do de her 500 kr.
Da Maren stod i badeværelset med sine nyerhvervede 500 kr. knuet i næven, spurgte Jens: War’ed Chren?
Maren: Ja!
Jens: Har vil han?
Maren: Ingenting!
Jens: A tent’ed (tænkte det) sgu nok. Han lowed hejsen hiel bestemt å kom mæ de 500 kr., han skylder mæ.
137. Beskedenhed.
Nogle påstod, at Fisker-Anthon pralede, når han fortalte om de fisk, han fangede – andre sagde han løj. En dag stod han med armene helt udbredte, da han fortalte købmanden, hvor stor en fisk, han havde fanget dagen i forvejen.
Købmanden, der var en nøgtern mand, spurgte: Hur long war’én så?
Fisker-Anthon så beskeden til siden og svarede: Knap de hal!
138. Besindighed.
Selv blandt jyder blev Anthon betragtet som en overordentlig besindig mand. En dag, han stod ved skellet og snakkede med Peter, kiggede han et par gange over Peters skulder, inden han bemærkede: Røger din kyer, Peter?
Peter: Nej da, harfor det?
Anthon: Så æ a bong for, der æ ild i dit kowhus.
139. Tavshed.
Munden stod sjældent stille på smedens Bitte Stinne. En dag præsten var på besøg, var hun helt tavs, indtil han spurgte: Du er så stille Bitte Stinne, er du syg.
Bitte Stinne: Nej, men Mor hår lowed mæ 50 kr., hvis a væl la vær mæ å snak om din rø nies!
140. Hvad de dog lærer.
Mor-Anna stod og bagte, da Bitte-Martha kom hjem fra skole og og fortalte, at hun i seksualundervisning havde lært, hvordan man fik børn.
Rødmende og med hænder og øjne dybt begravet i franskbrødsdejen spurgte Mor-Anna genert: Å huen gør man så de’?
Bitte-Martha: Man tår ed eg ( æg)å en sædsæl, å så laver man en kag.
Mor Anna: En kag?
Bitte-Marta: Ja, en mudderkag.
Mor-Anna: Mener do it en moderkag?
Bitte-Martha: Nå, ja. A to fejl.
141. Hjemmeværnsmand!
Verner var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han var hjemmeværnsmand. En aften han pudsede bøssen med en af Olines aflagte nyloner, sad strømpen fast i løbet.
Da han ved næste hjemmeværnsmøde fortalte om uheldet, udbrød den bestyrtede chef: Uha! Do skød’en wal it bøssen o?
Verner: Nej, sgu da! . . . (Pause)- – – De gjow Oline!
142. Sur mælk?
Christen, der altid havde gået og hygget sig hjemme ved sin mor, undrede sig ofte den første tid i børnehaven. En solrig eftermiddag, mens flokken sad og hyggede sig på legepladsen, blev Christen tørstig. Uopfordret hentede han mælken, som han efter brug lod stå på bordet.
Pædagogen: Set’n (sæt den) ind ijen, Christen. Hejs (ellers) blywer’n sur.
Christen undrede sig, men gik ind med mælken og anbragte den i køleskabet. Da han kom ud igen, spurgte han lidt usikkert pædagogen: Så æ’en it sur mir, æ’en (er den)?
143. Har kunden altid ret?
Ajs’ var proprietær – stor, brovtende og krigerisk. Han var i klammeri med de fleste i sognet. En dag han og “Bitte-Svend” var i Brugsen gik det ud over uddeleren. Ajs klagede over regningen og sluttede med at smække stokken hårdt i disken og råbe: Do ska how po, at kunden åltier hår ret!
Uden for Brugsen spurgte “Bitte-Sven” forbavset sin far: Æ de rajdi? Hår kunden åltier ret?
Ajs: Nej, kun hvis han hår penge – å de hår a!
144. Hærværk.
Der var eksamen i “den stråtækte”. Til stede var foruden børn og lærer, præsten og skolekommissionen med sognerådsformanden i spidsen.
Der blev meget stille i skolestuen, da præsten spurgte: Kan nogen sige mig, hvem der væltede Jerikos mure?
Efter en lang pinlig pause, rømmede skolekommissionsformanden sig og sagde: Ja, ja, wæl ingen væe v’ed (være ved det), så må sognerådet jo betaal!
145. Køwenhavnerturen 1.
Søren mødte Christen, der stod med salmebogen i hånden, nede ved busholdepladsen.
Christen: Ska’u (skal du) ud å res?
Søren: Ja, no hår a hørt så møj om ål de teatere’, biografer og massageklinikker, de hår ower i Kjøwenhavn. Så dem wæl a lig over å si lidt po.
Christen: Har så mæ salembogen?
Søren: Jow, hwis de no æ nå’d ve’d, så blywer a nok sønde (søndag) over.
146. Køwenhavnerturen 2.
Ungerne havde betalt Stines første rejse til Hovedstaden. Hun havde fået strenge ordre til at bestille en kahyt hos purseren, så hun var sikret en behagelig overfart.
Ængstelig spurgte hun purseren: Kommer’d osse men po værelset?
Den københavnske purser: Nej, nej lille frue. De kan skam ikke få alting for en femmer!
147. Forelsket.
På vej til marked gik Karen og Jens op over bakkerne. Jens havde sin gris under den ene arm og en hjemmelavet balje under den anden. Karen, der gik lidt foran, vendte sig hele tiden om.
Jens: Harfor gor do hiele tien å venner dæ om?
Karen: A æ så bong for, at do ska kys mæ!
Jens: Å hol da op. A hår en gris under den jen arm å en balle under den åen.
Karen lettere fornærmet: Do ku wal set grisen under ballen!
148. Uforståeligt.
Bitte-Chresten spurgte sin far: Harfor gywted do dæ mæ mor?
Hans kiggede forbavset op bag avisen: Hører do Oline. Knejten ka heller it forsto’ed
149. Nieswis.
Jenny var ofte – til stor irritation for læreren – rap i replikken. I en biologitime fortalte han om menneskehjernen.
Læreren: Det er videnskabeligt bevist, at mandens hjerne er større end kvindens. Hvad siger du til det, Jenny?
Jenny: A trowed it, de war størrelsen det kom an po!
150.Forfremmet.
Marie var kendt for at “si på hartkornet”, så hun blev meget glad og stolt, da Jens, der i mange år havde arbejdet som daglejer rundt på gårdene, fik plads som sporvogns-skinne-skit-skraber i Århus.
Ved en familiefest det følgende år, spurgte hendes svoger: Har lawer Jens enli? (egentlig)
Marie: A ved sømen it raidi (rigtig), men a trower, han æ bløwen forfremmed, for han æ begyndt å go mæ tomstok.
