Tanker i en overtid
– mens vi venter.
For mennesket – som for alle andre arter på jorden –
er opgaven at føre slægten videre.
Resten er overtid.
Tanker i en corona-tid.
Alt er forandret. Man trisser rundt og venter på bedre tider, for man er, som min gamle, vestjyske morbror udtrykte det: Kommen i den skof, de tår o.
Når man sidder på terrassen med et lille glas og nyder solen, kan man let få den tanke, at alle ens venner har fjer. Havens hobitter, gråspurvene, sidder småpludrende side om side og hygger sig, mens små,
nervøse mejser og musvitter flintrer rundt i buskene som små gule og blå lyn. Den fede ringdue fra i sommer dumper tungt ned på græsplænen, drikker en lille tår i fuglebadet, inden den slutter sig til spurvene.
Vi sætter pris på vore fjedrede venner. Vi glædede os til endnu en lys som-mer, men så kom den lille ”noksagt”, der kan være livstruende for folk på vores alder, og forandrede verden, men tro det, om I vil – også til det bedre.
Pludselig begyndte naboens solsort at fløjte deførste toner af: Dengang jeg drog afsted. Det må være Faber. Tænk sig, selv de vingede små har opdaget, at vi må holde sammen.
Det er som om jeg/mig generationen har indset, at det ikke er en Britta Niel-sen eller Stein Bacher, der redder os frelst gennem en krise, men beskedne folk som læger, sygeplejersker, plejehjemspersonale, pædagoger, lærere, naboer og venner, der ikke er bange for at slå et slaw for fællesskabet.
Det gør jo heller ikke noget, at også de politiske partier og arbejdsmarked-ets parter for en stund kan glemme uenigheden og vise, at vi lever i et af de mest harmoniske samfund i verden, hvor det viser sig, at sammenhængs-kraften og tilliden er langt større, end vi troede.
Gamle dyder som empati, sammenhold, hjælpsomhed dukker op de mærke-ligste steder. Pludselig ringer eller mailer folk, vi ikke har hørt fra længe. De bekymrer sig om vort helbred og tilbyder hjælp.
Naboen står i passende afstand ved trappen og siger – ”bare sig til”.
Kassedamen i brugsen smiler bag sit plexiglas, mens ”afsprittede” kunder tålmodigt holder deres pladser i køen.
Folk, der ikke kender hinanden, får sig en lille snak om hunden og ungerne, når de tilfældigt mødes.
Lokale småhandlende, der frygtede en katastrofe, ser solidariteten, når dagens salg gøres op.
I trafikken, har jeg oplevet ”travle, unge hanner”, der med et venligt nik giver mig forkørselsret. Jeg vælger at overhøre min nabos lidt spidse be-mærkning: Det er nok af sikkerhedshensyn.
Vi er rykket tættere sammen. Venlige, små bemærkninger og smil er på mode.
Ikke at jeg er begejstret for den lille . . . . ., men kan pandemien medføre, at vi i et lille land mod nord kan glemme misundelse og småfnidder og få øjne-ne op for, hvor privilegerede vi er i en verden fuld af krig og nød, og lære os at leve livet, mens vi har det – så er det dog noget. (Maj 2020)
Allergiker i en Covid-19 tid.
Højsommeren er over os. Solsorten fløjter for fruen, der ligger trygt i hækken og ruger. Den plettede gøgeurt, den danske orkide, som jeg er kommet helt legalt til i en planteskole, blomstrer i stenhøjen.
Min dejlige kone svinger ud fra stuen med eftermiddagskaffen og ”en lille ting” – så mærker jeg det lille stik i svælget. Jeg ved, hvad der kommer.
Allergien er over os. Kører vi tur i bilen, kan jeg med stor sikkerhed sige, hvor mange 100 meter, der er til den nærmeste mark med nyslået hø eller birkeskoven, der pulser millioner af pollen ud over landskabet – for slet ikke at tale om tomaterne hjemme i kassen, der producerer så rigeligt, at de helt kan undvære bierne.
Selv går jeg rundt og taler som Snøvle-Sophie, har røde øjne, som kom jeg lige fra en god vens begravelse og spyt- og næse flod, som har jeg lige deltaget i et af Chilli-Claus’s Tv-programmer – og det i en Corona-tid, hvor blot et enkelt nys straks sender alle andre Brugs-kunder langt uden for den tilrådede afstand.
Så var det, jeg mødte ham, min ”næste”, i Brugsen. Han listede forsigtigt rundt mellem kummerne for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, men jeg genkendte ham straks. De, røde, rindende, sørgmodige øjne, strubehovedet, der foretog de vildeste spring på halsen, hver gang han sank, og jeg kunne se, at han led, som havde et ondt menneske skuret hans svælg og næsehule med en toiletbørste. Pludselig trak han med et vildt blik jakken op foran ansigtet for at undertrykke et nys.
Damen, der stod nærmest, sendte ham et krænket og angst blik, som troede hun, han forsøgte at myrde hende. Da hun havde fattet sig, udbrød hun vredt: ”Ved du ikke, man skal blive hjemme, når man har Covid-19? Manden: Det har jeg ikke. Jeg er allergiker.
Damen: Allergiker? Du burde vide, at alle med symptomer skal blive hjemme, så de ikke smitter andre.
Manden nøs igen og fremstammede snøvlende: Jamen, jeg smitter ikke. Damen, der ikke var parfumeallergiker, holdt silketørklædet for næsen og råbte. Du er syg. Du skulle være blevet hjemme. Hun var på vej forbi slikhylderne mod kassen, da hun vendte sig, sendte ham et lynende blik og hvæsede: Allergiker.
Da han trissede ud af Brugsen, rystede han let på hovedet, sendte mig et blegt smil – og nøs.
Livsglæde.
En af mine venner blev for kort tid siden spurgt om, hvordan han havde det. Han svarede lidt knarvornt: Ad H… til. En lidt trist måde at ende et langt liv på. Det fik mig til at tænke på, hvorfor mit liv er så ganske anderledes. Jeg endte med to begreber – glæde og taknemmelighed over:
– at Vorherre har begavet mig med et lyst og muntert sind.
– at jeg endnu kan huske hvem jeg er og komme op fra gulvet, hvis stolen eller bordet ikke er for langt borte.
– at de småskavanker, jeg gennem årene har pådraget mig, kan ordnes med en lille morgenpille.
– at der, hvor mærkeligt det end lyder, stadig er små drenge, der tror, jeg ved alting – jeg nænner ikke at fortælle dem sandheden.
– at mine evner rakte til et spændende job.
– at en frodig og empatisk kvinde valgte mig som den eneste ene.
– at hun stadig, når jeg vågner, gennem rynker og morgenhår ser på mig med smilende, kærlige øjne.
– at jeg oplevede den lykke at blive far, farfar og svigerfar til en flok, der vil mig det bedste.
– at jeg stadig har venner, der kan holde mig ud og husker min fødselsdag.
– at livet er så mangfoldigt og dejligt, selvom det undertiden kan være besværligt.
– at jeg nåede at oplevede verden udenfor Danmark og så, hvor privilege-ret jeg er, at hører hjemme i et land, der trods gnaveri over skat og andre småting, er et af de rigeste og mest stabile i verden.
Nej. Det er ikke så ringe endda at blive 85 – og jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke er mit liv, der er: Ad H . . til.
Aldrig mere!
Jeg har altid haft det lidt svært med begrebet ”aldrig mere”. Men nu, hvor jeg har nået støvets år og samværet med venner og bekendte ofte foregår ved begravelser, må jeg med et stik i hjertet affinde mig med at give salmedigteren Adolf Brorson ret: Sorrig og glæde de vandrer til hobe.
For snart mange år siden mistede jeg min storebror. Han var også en god og trofast ven. Havde jeg brug for støtte, behøvede jeg bare at trykke de otte tal på telefonen, så havde jeg hans stemme i røret, og alt ordnede sig, som det jo ofte gør, når man har en at dele det med.
Jeg havde en anden god ven, som jeg havde kendt i omkring 80 år. Da vi som unge læste på seminariet, voksede vores bekendtskab til et livslangt venskab.
Han var et retsindigt og ærligt menneske – undertiden irriterende ærlig. Havde jeg – som vi jo alle gennem et langt liv kan komme til – foretaget et mind-re begavet valg, der gjorde mit liv lidt ”uldent”, eller var jeg usikker på, hvilken vej jeg skulle vælge, så kunne jeg altid være sikker på, at han i et klart og tydeligt sprog ville give sin ærlige mening til kende. Selv om vi var uenige, vidste jeg, at det var et godt råd, for uanset hvad så var jeg hans ven. Stædig, knarvorn og vrissen kunne han være, men han var min ven.
Nu er de begge borte, men de dukker ofte op i mine tanker, som små, glade sol-strejf. Jeg kendte dem og deres holdninger så godt, at det undertiden føles, som om de stadig er her.
Benny Andersen udtrykker det poetisk i et lille uddrag af digtet:
Noget at leve op til.
mens de rigtige døde, de professionelle, har det med at gå igen på uventede tidspunkter blander sig i alt
sætter skub i en kedelig samtale
får syrener til at blomstre midt om vinteren
kalder latteren frem under en tandudtrækning
kalder vreden frem under en blodfattig TV-reklame
får en til at læse den bog igen som man ellers havde svoret aldrig at ville læse igen
minder en om at Limfjorden eksisterer
at man har oplevet ufattelige nordlys
at regn kan smage forskelligt. – – –
Jodle Birge udtrykte sig måske lidt naivt, men der er nu noget med venner – og så i Corona-tider.
Jeg er meget privilegeret, for jeg har flere gode venner.
Jeg skal for øvrigt huske at ringe til – – – – -.
Findes der lykkelige mennesker?
Det var min gamle, lidt sarkastiske tysklærer, der, hver gang vi kludrede med kasus eller oversættelse, ryste sørgmodigt på hovedet og udbrød:
Man scholl sich nicht verbløffen lassen
Årene har gjort det lettere for mig, men forleden hændte det alligevel, da min ven sortseeren, spurgte mig: Tror du egentlig, der findes lykkelige mennesker?
Jeg kom til at tænke på Peter Plys’ traurige ven, æslet, der mens alle andre glæ-der sig til Peters fødselsdag udbryder: Det bliver nok regnvejr!
Alle andre protesterer, men æslet fremturer: Ja, ja, men bliver det regnvejr, skal I ikke give mig skylden. Godt nok er det vinter, og Coronaen plager os, men alligevel. Jeg blev forbavset. Jeg havde jo lige, mens jeg lavede morgenkaffen kig-get ud og set juleroserne og den første erantis blomster og hørt den kåde bogfin-ke og musvithannerne i glad forventning som Jeppe Aakjær synge om vår og lys sommer: Hvor kan du dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå.
Jeg var ikke i tvivl om svaret, for jeg kender – lad os kalde ham Christian. Jeg har kendt ham hele mit liv. Mange vil mene, at han havde en hård barndom – bortset fra Christian. Hjemmet var fattigt, så han kom, allerede før han blev konfirmeret, ud at tjene hos en bondemand, der krævede hårdt arbejde for lønnen. Resultatet var en ødelagt, deform og smertende ryg.
Christian kendte også til mobning, men som den ”knot” han var, lærte han at klare sig. Folk fik respekt for hans næver. Så mødte han Klara. Hun var som Christian varm, empatisk og lattermild.
Christian havde sine principper, så da han blev uenig med sin arbejdsgiver om lønnen, mistede familien straks sin lejlighed – men hvorfor hænge sig i bagatel-ler. Med baby, kone, svigermor og hund flyttede han i telt ved Frøbjerg Baune-høj, hvor man lige havde bygget en ny toiletbygning. Der boede de til den nye lejlighed var færdig – hvor svært kan det være.
Optimistisk og glad fløjtende gik han med Klare i hånden gennem livet. Sammen klarede de de store sorger og trængsler livet bød dem.
Lige før jul døde han træt og syg, men jeg er sikker på, at havde du spurgt ham, ville han have svaret: Vi har haft et godt liv. Vi er mange, der vil savne ham.
Hvad jeg svarede æslet –
– at vi er mange, der som Christian elsker livet, kan fløjte og i hvert fald ikke forventer regnvejr på vores fødselsdag.
Et krigstraume.
Mandag den 8. marts 2021 kl. 9.40 blev jeg vaccineret for 2. gang mod Corona. Det var en succes, men det vakte stærke minder om 2. Verdenskrig.
Krigen rasede. Tyske flygtninge, en sørgelig skare af ulykkelige, lasede, sultne og syge kvinder, børn og gamle væltede ind over vore grænser.
For at undgå epidemier blev der iværksat et større vaccinationsprogram.
Distriktslægen, Gudmund Effersøe, Mariager, hvis empati de færreste havde bemærket, mødte op med en sygeplejerske i den lille landsbyskole, hvor min far var enelærer, for at gennemføre vaccinationen.
Han stillede sig på podiet ved tavlen, hvorefter han på pulten placerede sin skinnende injektionssprøjte, der syntes på størrelse med en mindre cykelpumpe og et par kanyler, der på afstand lignede min mors strømpepinde.
Efter at have tændte en spritflamme, lod han sit ørneblik feje hen over hoben. Det gav et gib os alle, da han råbte: Første.
Det gik fint med de første fire, fem unger, men da det blev Lillys tur, opstod der tumult i rækken. Hun var fabrikeret af ægte, jyske materialer og havde sin egen mening, som hun ikke undlod højlydt at give udtryk for. Der skulle gå en rum tid, inden det lykkedes tre voksne mænd at holde hende så fast, at Effersøe kunne plante sin kanyle solidt i hendes skulder.
Optrinnet gav mindelser om tyrefægtning og medførte uro blandt ungerne. Alt var kaos. Alle græd og vægrede sig, men intet hjalp. Effersøe agerede næsten ekvilibristisk med sin sprøjte.
Efterhånden som jeg så mine kammerater blive halet op på podiet steg min rædsel.
Min far var en meget beskeden mand, så vi stod selvfølgelig sidst i den lange række af unger.
Et af hans valgsprog var: Man skal ikke føre sig frem.
Det må være det, jeg har tænkt på, da jeg pludselig rev mig løs og susede ud ad døren. Min syv år ældre storebror fik dog hurtigt fat i mig og bragte mig i triumf tilbage i lokalet, hvor jeg, lige inden jeg fik stikket, nåede at høre Effersøe råbe: Kom så med ham! Brøleaben!
Jeg skulle være helt voksen, inden jeg kunne se det morsomme i den historie. Episoden gav mig nåleskræk. Sidder jeg på en stol, når jeg skal aflevere en blodprøve, glider jeg stilfærdigt ned på gulvet, så sygeplejersken er blevet enig om, at det er bedre, hvis jeg ligger komfortabelt på briksen.
Men i mandags var det en succes. Godt nok sad jeg og stirrede tomt ud i rummet, mens hun stak, men jeg blev siddende på stolen.
Som man siger: Alt kommer til den, der kan vente – men 76 år.
Jeg – ”en hornsletter”
Da jeg stod i det lille værelse på Wartbourg, hvor Martin Luther oversatte bibelen til tysk i 1521, på Den himmelske Fredsplads i Beijing, hvor Mao udråbte den kinesiske republik og på torvet i Gamle Stan, hvor Det stockholmske Blodbad udspillede sig på Chr. d. II tid, ønskede jeg, at jeg havde været en lille flue på væggen.
Det ændrede sig, da jeg for næsten 40 år siden flyttede til Tendrup. Det torp Thernes anlagde her omk. 300 e. Chr., da han fik det for trangt og flyttede ud fra hovedbygden, Horn slet, som hans aner tidligere havde grundlagt i en rydning i Horn skov, der den gang dækkede vores egn.
Jeg kendte ikke meget til Hornslet, da jeg flyttede ind i Torngårdsparken, men jeg fandt hurtigt ud af, at lige her, omkring min lille parcel havde der levet mennesker siden stenalderen.
Jeg var irriteret over de mange sten i haven, indtil jeg fandt små bor og en lille, fin pilespids lavet af flint. Det blev i årenes løb blevet til mange flere. Til sidst var det næsten, som om jeg kunne se ham luskede rundt – jægeren i skindpels. Jeg behøver ikke længere drage udenlands for at være en flue på væggen.
Hvem ville ikke gerne omk. 1680 have set Chr. V’s rytteri træne lige her i vore haver eller opleve en Sct. Hansnat ved St. Karens helligkilde nær kirken – for øjeblikket risler den dog under jorden.
Det hænder, jeg lister mig ind i vores unikke kirke med de mange minder om slægten Rosenkrans og drømmer.
Tænk at overvære en af ”Lærde Holgers” forelæsninger i Pirkentavl, høre larmen i Erik Rosenkrans stampemølle, der lavede krudt til Frederik d. 3. eller stå som bondedreng på kirkebakken og se de 2000 fornemme gæster, der i kareter fulgte Iver Rosenkrans til graven i 1745.
Hvor mange byer har for resten et bibliotek bygget af Hack Kampmann – en af Danmarks berømte arkitekter – og frihedskæmpergrave på kirkegården, der minder om de dramatiske hændelser i vores by under 2. Verdenskrig.
Når vi hver jul synger Vilhelm Gregersens julesang: Der er noget i luften, er det for mig, som om ordene har en dobbelt betydning.
Det var nu afdøde Broder Vandal, der indledte sine foredrag med:
”Man siger, at sønderjyders omtale af deres hjemstavn nærmer sig praleri. Det er en fed løgn. Havde det været jer, ville det været meget værre”.
Jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret – og så har jeg ikke engang nævnt, at vores by – en dejlig handelsby – ligger i en af landets smukkeste egne.
Nej – – – – ”de æ no it så ring endda å væren hornsletter”.
En franske anemone.
Har man nået støvets år, ved man, at Dirch Passer ikke tog helt fejl, da han for mange år siden sang ”men ovenover alting stråler Moder Sol” – eller som en af mine venner engang udtrykte det: ”De fleste sorger kan klares med en engelsk bøf”.
I vores alder har vi oplevet adskillige ”ups and downs” og erfaret, at meget kan klares. Hvis man giver sig lidt tid, vil foråret igen indfinde sig – som Blichers lille spurv i ”I sne står urt og busk i skjul” spåede.
Men ikke hver gang. Nogle må tåle uretfærdighed og lidelse.
Selv Corona pandemien kommer de fleste af os nogenlunde helskindede igennem, men dødsfald, uhyggelige billeder af millioner af døde mink, forgræmmede mennesker, arbejdsløse med en usikker fremtid, selvstæn-dige, hvis livsværk smuldrer, får mig til at tænke på en samtale, jeg for år tilbage havde med en meget vis kvinde på Læsø.
Hun havde oplevet flere personlige tragedier, der havde sendt hende i knæ.
Det, der reddede hende, var – en fransk anemone.
En morgen hun tog på arbejde, havde nattefrosten tvunget hendes elskede anemoner mod jorden. Da hun vendte hjem, stod de ranke i solskinnet og lyste op. Som et lyn slog det ned i hende: Kan de, kan jeg også!
Den tanke hjalp hende trods store ar på sjælen siden gennem flere neder-lag.
Også jeg har siden haft stor glæde af den lille historie – hos os er det nu ikke franske anemoner men juleroser og påskeklokker, der giver livsmodet tilbage.
Vi besidder ikke alle så stor psykisk styrke, som kvinden på Læsø, men lad os håbe, at vore nord- og vestjyske landsmænd, der er blevet pålagt et næst-en ubærligt ansvar for hele nationens ve og vel, må finde ”den franske anemone”, der kan bringe deres og familiens gode, velfortjente liv tilbage.
