Tanker i en corona-tid

Opdateret: december 2020

Tanker i en corona-tid.

Alt er forandret. Man trisser rundt og venter på bedre tider, for man er, som min gamle, vestjyske morbror udtrykte det: Kommen i den skof, de tår o.
Når man sidder på terrassen med et lille glas og nyder solen, kan man let få den tanke, at alle ens venner har fjer. Havens hobitter, gråspurvene, sidder småpludrende side om side og hygger sig, mens små,
nervøse mejser og musvitter flintrer rundt i buskene som små gule og blå lyn. Den fede ringdue fra i sommer dumper tungt ned på græsplænen, drikker en lille tår i fuglebadet, inden den slutter sig til spurvene.

Vi sætter pris på vore fjedrede venner. Vi glædede os til endnu en lys som-mer, men så kom den lille ”noksagt”, der kan være livstruende for folk på vores alder, og forandrede verden, men tro det, om I vil – også til det bedre.
Pludselig begyndte naboens solsort at fløjte deførste toner af: Dengang jeg drog afsted. Det må være Faber. Tænk sig, selv de vingede små har opdaget, at vi må holde sammen.
Det er som om jeg/mig generationen har indset, at det ikke er en Britta Niel-sen eller Stein Bacher, der redder os frelst gennem en krise, men beskedne folk som læger, sygeplejersker, plejehjemspersonale, pædagoger, lærere, naboer og venner, der ikke er bange for at slå et slaw for fællesskabet.

Det gør jo heller ikke noget, at også de politiske partier og arbejdsmarked-ets parter for en stund kan glemme uenigheden og vise, at vi lever i et af de mest harmoniske samfund i verden, hvor det viser sig, at sammenhængs-kraften og tilliden er langt større, end vi troede.
Gamle dyder som empati, sammenhold, hjælpsomhed dukker op de mærke-ligste steder. Pludselig ringer eller mailer folk, vi ikke har hørt fra længe. De bekymrer sig om vort helbred og tilbyder hjælp.
Naboen står i passende afstand ved trappen og siger – ”bare sig til”.
Kassedamen i brugsen smiler bag sit plexiglas, mens ”afsprittede” kunder tålmodigt holder deres pladser i køen.
Folk, der ikke kender hinanden, får sig en lille snak om hunden og ungerne, når de tilfældigt mødes.
Lokale småhandlende, der frygtede en katastrofe, ser solidariteten, når dagens salg gøres op.
I trafikken, har jeg oplevet ”travle, unge hanner”, der med et venligt nik giver mig forkørselsret. Jeg vælger at overhøre min nabos lidt spidse be-mærkning: Det er nok af sikkerhedshensyn.
Vi er rykket tættere sammen. Venlige, små bemærkninger og smil er på mode.
Ikke at jeg er begejstret for den lille . . . . ., men kan pandemien medføre, at vi i et lille land mod nord kan glemme misundelse og småfnidder og få øjne-ne op for, hvor privilegerede vi er i en verden fuld af krig og nød, og lære os at leve livet, mens vi har det – så er det dog noget.                       (Maj 2020)

Allergiker i en Covid-19 tid.

Højsommeren er over os. Solsorten fløjter for fruen, der ligger trygt i hækken og ruger. Den plettede gøgeurt, den danske orkide, som jeg er kommet helt legalt til i en planteskole, blomstrer i stenhøjen.
Min dejlige kone svinger ud fra stuen med eftermiddagskaffen og ”en lille ting” – så mærker jeg det lille stik i svælget. Jeg ved, hvad der kommer.

Allergien er over os. Kører vi tur i bilen, kan jeg med stor sikkerhed sige, hvor mange 100 meter, der er til den nærmeste mark med nyslået hø eller birkeskoven, der pulser millioner af pollen ud over landskabet – for slet ikke at tale om tomaterne hjemme i kassen, der producerer så rigeligt, at de helt kan undvære bierne.
Selv går jeg rundt og taler som Snøvle-Sophie, har røde øjne, som kom jeg lige fra en god vens begravelse og spyt- og næse flod, som har jeg lige deltaget i et af Chilli-Claus’s Tv-programmer – og det i en Corona-tid, hvor blot et enkelt nys straks sender alle andre Brugs-kunder langt uden for den tilrådede afstand.

Så var det, jeg mødte ham, min ”næste”, i Brugsen. Han listede forsigtigt rundt mellem kummerne for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, men jeg genkendte ham straks. De, røde, rindende, sørgmodige øjne, strubehovedet, der foretog de vildeste spring på halsen, hver gang han sank, og jeg kunne se, at han led, som havde et ondt menneske skuret hans svælg og næsehule med en toiletbørste. Pludselig trak han med et vildt blik jakken op foran ansigtet for at undertrykke et nys.
Damen, der stod nærmest, sendte ham et krænket og angst blik, som troede hun, han forsøgte at myrde hende. Da hun havde fattet sig, udbrød hun vredt: ”Ved du ikke, man skal blive hjemme, når man har Covid-19? Manden: Det har jeg ikke. Jeg er allergiker.
Damen: Allergiker? Du burde vide, at alle med symptomer skal blive hjemme, så de ikke smitter andre.
Manden nøs igen og fremstammede snøvlende: Jamen, jeg smitter ikke. Damen, der ikke var parfumeallergiker, holdt silketørklædet for næsen og råbte. Du er syg. Du skulle være blevet hjemme. Hun var på vej forbi slikhylderne mod kassen, da hun vendte sig, sendte ham et lynende blik og hvæsede: Allergiker.
Da han trissede ud af Brugsen, rystede han let på hovedet, sendte mig et blegt smil – og nøs.                                                                        (Juni 2020)

Livsglæde.

En af mine venner blev for kort tid siden spurgt om, hvordan han havde det. Han svarede lidt knarvornt: Ad H… til. En lidt trist måde at ende et langt liv på. Det fik mig til at tænke på, hvorfor mit liv er så ganske anderledes. Jeg endte med to begreber – glæde og taknemmelighed over:
– at Vorherre har begavet mig med et lyst og muntert sind.
– at jeg endnu kan huske hvem jeg er og komme op fra gulvet, hvis stolen eller bordet ikke er for langt borte.
– at de småskavanker, jeg gennem årene har pådraget mig, kan ordnes med en lille morgenpille.
– at der, hvor mærkeligt det end lyder, stadig er små drenge, der tror, jeg ved alting – jeg nænner ikke at fortælle dem sandheden.
– at mine evner rakte til et spændende job.
– at en frodig og empatisk kvinde valgte mig som den eneste ene.
– at hun stadig, når jeg vågner, gennem rynker og morgenhår ser på mig med smilende, kærlige øjne.
– at jeg oplevede den lykke at blive far, farfar og svigerfar til en flok, der vil mig det bedste.
– at jeg stadig har venner, der kan holde mig ud og husker min fødselsdag.
– at livet er så mangfoldigt og dejligt, selvom det undertiden kan være besværligt.
– at jeg nåede at oplevede verden udenfor Danmark og så, hvor privilege-ret jeg er, at hører hjemme i et land, der trods gnaveri over skat og andre småting, er et af de rigeste og mest stabile i verden.
Nej. Det er ikke så ringe endda at blive 85 – og jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke er mit liv, der er: Ad H . . til.                                (August 2020)

Aldrig mere!

Jeg har altid haft det lidt svært med begrebet ”aldrig mere”. Men nu, hvor jeg har nået støvets år og samværet med venner og bekendte ofte foregår ved begravelser, må jeg med et stik i hjertet affinde mig med at give salmedigteren Adolf Brorson ret: Sorrig og glæde de vandrer til hobe.
For snart mange år siden mistede jeg min storebror. Han var også en god og trofast ven. Havde jeg brug for støtte, behøvede jeg bare at trykke de otte tal på telefonen, så havde jeg hans stemme i røret, og alt ordnede sig, som det jo ofte gør, når man har en at dele det med.
Jeg havde en anden god ven, som jeg havde kendt i omkring 80 år. Da vi som unge læste på seminariet, voksede vores bekendtskab til et livslangt venskab.
Han var et retsindigt og ærligt menneske – undertiden irriterende ærlig. Havde jeg – som vi jo alle gennem et langt liv kan komme til – foretaget et mind-re begavet valg, der gjorde mit liv lidt ”uldent”, eller var jeg usikker på, hvilken vej jeg skulle vælge, så kunne jeg altid være sikker på, at han i et klart og tydeligt sprog ville give sin ærlige mening til kende. Selv om vi var uenige, vidste jeg, at det var et godt råd, for uanset hvad så var jeg hans ven. Stædig, knarvorn og vrissen kunne han være, men han var min ven.
Nu er de begge borte, men de dukker ofte op i mine tanker, som små, glade sol-strejf. Jeg kendte dem og deres holdninger så godt, at det undertiden føles, som om de stadig er her.
Benny Andersen udtrykker det poetisk i et lille uddrag af digtet:
(oktober 2020)

Noget at leve op til. – – –

mens de rigtige døde, de professionelle, har det med at gå igen på uventede tidspunkter blander sig i alt
sætter skub i en kedelig samtale
får syrener til at blomstre midt om vinteren
kalder latteren frem under en tandudtrækning
kalder vreden frem under en blodfattig TV-reklame
får en til at læse den bog igen som man ellers havde svoret aldrig at ville læse igen
minder en om at Limfjorden eksisterer
at man har oplevet ufattelige nordlys
at regn kan smage forskelligt. – – –

Jodle Birge udtrykte sig måske lidt naivt, men der er nu noget med venner – og så i Corona-tider.
Jeg er meget privilegeret, for jeg har flere gode venner.
Jeg skal for øvrigt huske at ringe til – – – – -.
(december 2020)

Comments are closed.